Stadig fuld hug på cruise-modtagelsen

Vikingemodtagelse og guider klar til til nyt cruise-anløb krydret med nyhed

Foto: Jens Patrick Thiede

KRYDSTOGT Gejsten er stadig intakt i Hundested, når byen den 3/8 modtager dens tredje anløb af et cruise-skib i 2016. Tværtimod bydes der ud over "fuldt program" også på en nyhed denne gang.

"Der vil være vikinger, lurblæsere og boder ligesom de andre gange. Desuden står shuttlebusser og guider klar til at modtage gæsterne og fragte dem rundt i byen på ture," fortæller Marianne Palbo fra Hundested Havnekontor.

Skibet Braemer var byens første cruise-anløb nogensinde den 15. maj 2016, og 3. august kl. otte vender skibet med op imod 800 primært britiske gæster tilbage.

De vil ud over diverse busture i Nordsjælland og København bl.a. også blive tilbudt en gåtur til Knud Rasmussens Hus, en sejltur med et vikingeskib eller gåture på/i Hundested Havn og By – evt. ledsaget af lokale guider.

Som en nyhed vil gæsterne denne gang blive tilbudt en gåtur langs fjorden til Lynæs Kirke, hvor der vil finde en orgelkoncert sted med skandinavisk og engelsk musik.

"Vi erfarede sidst, at gæsterne havde interesse i Lynæs Kirke, og de vil gerne gå. Koncerten er for alle og er gratis," siger Marianne Palbo.