Stadig flere får ikke lov til at betale gæld til det offentlige

Frem til midten af november fik borgere sendt i alt 146 millioner kroner retur fra Gældsstyrelsen.

En lang række borgere har prøvet at få sendt penge tilbage, som de egentlig havde betalt til deres gæld til det offentlige. Gældsstyrelsen er bagud med sagsbehandlingen af fejlbehæftet gæld, ifølge Berlingske. (Arkivfoto).

En lang række borgere har prøvet at få sendt penge tilbage, som de egentlig havde betalt til deres gæld til det offentlige. Gældsstyrelsen er bagud med sagsbehandlingen af fejlbehæftet gæld, ifølge Berlingske. (Arkivfoto).

Antallet af borgere, som i 2022 fik deres indbetalinger af gæld til det offentlige sendt retur, steg fra midten af oktober til midten af november.

Gruppen voksede fra cirka 138.000 til cirka 162.000 borgere.

Det oplyser Gældsstyrelsen i et svar til Folketingets Ombudsmand, som Berlingske har fået aktindsigt i.

De 162.000 borgere har fået i alt 146 millioner kroner sendt retur. Penge, som de skylder det offentlige, og som de forsøgte af betale.

Berlingske har tidligere beskrevet, at borgere kan opleve at få gæld tilbage, som de har betalt. Det kan ske, når Gældsstyrelsen er i tvivl om, hvorvidt den må inddrive det pågældende beløb.

Der kan for eksempel være tale om datafejl eller tvivl om, hvorvidt en gældspost er forældet. Styrelsen er desuden bagud med at undersøge, om den må inddrive penge i de konkrete sager.

Ombudsmanden har spurgt Gældsstyrelsen, om styrelsen har særligt fokus på at komme til bunds i de sager, hvor borgerne frivilligt har indbetalt, og om den fremmer de sager i sagsbehandlingen.

Gældsstyrelsen oplyser ifølge Berlingske, at sager, hvor der er datafejl, og hvor borgerne frivilligt har indbetalt, som udgangspunkt ikke udskilles til særskilt behandling.

Men gældsposter, hvor der alene er tvivl, om hvorvidt gælden er forældet, behandler styrelsen inden for 30 dage.

Skatteministeriet skriver til Ombudsmanden, at Gældsstyrelsens praksis følger de gældende regler.

Ifølge Berlingske skriver ministeriet også, at Gældsstyrelsen ikke kan holde på pengene i ubegrænset tid, hvis det ikke er muligt at afklare udfordringerne.

Inddrivelsen af gæld til det offentlige har skabt store problemer, siden EFI-systemet, som blev brugt til at inddrive gælden, blev lukket i 2015.

Siden har gælden til det offentlige vokset sig større og større.

/ritzau/