
Haslev: Lørdag den 26. september inviterer Hesede Hovedgård indenfor til jazzkoncert i hovedhusets smukke gamle stuer. The Betty Quartet spiller fra kl. 20.00 men oplevelsen kan udvides allerede fra klokken 18.00 med en lækker lille tapas-anretning og et besøg i husets vinkælder før koncerten.
– Da vi åbnede sidste år, nåede vi at holde fem udstillinger hen over sommerhalvåret, men sådan skulle det så ikke være i år. Vi vil meget gerne invitere indenfor til flere kunst- og kulturarrangementer, men formatet bliver lidt anderledes. Før vi flyttede ind, begyndte vi på at skrive en liste over alle de ting, vi gerne vil bruge huset til. Vi har allerede nået en del – såsom udstillinger og vin-middage – men vi har stadig ting på listen, som vi slet ikke har taget hul på endnu. Og listen bliver løbende udvidet med egne og andres gode idéer, fortæller Kit Kjølhede, der er den ene del af værtsparret på Hesede Hovedgård.
Netop at holde koncerter er på denne liste, og da Haslev er en gammel jazzby, og værtsparret selv er glade for jazz, var det oplagt at starte med jazz.
Koncert serveret på en tallerken
Den kommende koncert blev nærmest serveret på en tallerken først på sommeren, da et ægtepar havde booket et ophold i hovedhuset og blev meget betaget at de smukke omgivelser.
– Vi har haft så utroligt mange søde og spændende mennesker igennem huset denne sommer, og vi kommer jo til at snakke med de fleste, fortæller den anden del af værtsparret, Claus Krüger.
– Denne aften var det et ægtepar, som nød en gang tapas og et besøg i vinkælderen – og over et godt glas vin faldt vi i snak om drømme og planer og idéer. Og da vi nævnte, at vi blandt andet gerne ville holde koncerter, fortalte de, at han faktisk var professionel jazzmusiker og bl.a. har spillet i DR Big Band. Og det viste sig, at han allerede havde tænkt over hvilket af de bands, han spiller i, der ville egne sig til stuerne på Hesede. Og det var så The Betty Quartet, som spiller instrumentale numre, der er komponeret af Betty selv. Vi aftalte, at vi skulle lytte til deres musik, for, som han sagde, så er jazz jo mange ting, og det skulle jo gerne være en stil, vi kunne lide og dermed kunne stå inde for. Og det blev vi hurtigst overbeviste om, da det er meget melodisk jazz. Og ja, derefter var det blot at finde en ledig dato i kalenderen.
Jazz og tapas
På grund af corona-restriktioner er der kun plads til 35 gæster, så det bliver en helt særlig aften. Udover en fantastisk jazzoplevelse, kan man også udvide oplevelsen med en tapas-anretning før koncerten.
Billetter til koncert og eventuelt tapas købes på Billetto.
OM THE BETTY QUARTET
The Betty Quartet spiller instrumental musik komponeret af Betty Magnussen. Musikken er til tider intim, malerisk og lyrisk – andre gange udadvendt, inciterende og iblandt insisterende – men altid båret af et personligt, musikalsk og melodisk udtryk.
The Betty Quartet maler billeder af musikalske landskaber – med Betty Magnussens smukke og dynamiske sopransaxspil i front som den fortællende og fortolkende stemme. Musikken favner med sin helt særlige melodiske nordiske tone både glæden og melankolien og rummer elementer fra blandt andet jazz, latin, filmmusik og fusion. Men The Betty Quartet lyder som … The Betty Quartet.
Hver koncert er en enestående og intim oplevelse, båret af The Betty Quartets stærke sammenspil og energi – samt deres evne til at skabe nærvær igennem en direkte kontakt med publikummet.