Spejderliv på Arrenæs

250 spejdere har slået lejr for en uge ved Arresøcentret i Auderød

Foto: Kim Larsen

SPEJDERLEJR Midt på den naturskønne halvø Arresnæs ligger den firelængede, stråtækte gård Ellehavegaard. Arresøcentret, som stedet nu kaldes, drives af KFUM-spejderne i Nordsjælland, som består af to distrikter.

I denne uge er Arresøcentret ramme for en af året store begivenheder, KFUM-spejdernes store centerlejr.

Ca. 250 spejdere fra otte enheder, lige fra Annisse til Nakskov, har slået lejr i det smukke område tæt ved Arresø.

De første kom i lørdags, hvor der var travlhed med at bygge lejren op, og de sidste drager af sted på lørdag.

Middagspausen er ved at være slut, da avisen mandag besøger lejren. Der er travlhed i kiosken, mens selve lejrpladsen er mere rolig. Nogle vasker op, andre saver brænde – og en afprøver hængekøjen.

En dreng skærer sig i en finger, men ellers ånder alt fred og idyl inden eftermiddagens aktiviteter for alvor starter kl. 14.

Blandt aktiviteterne er bl.a. tømmerflådesejlads på Arresø og hike – altså vandretur med oppakning.

En gruppe på 12-14 spejderbørn fra Roskilde sendes af sted på hike med en leder. Der venter en gåtur på ca. 9 km med oppakning og overnatning på et indtil videre ukendt sted.

Dagen efter er det de lidt ældre spejdere på 13-14 år, der skal på hike:

"De sendes af sted i grupper på 4-6 stykker ud på egen hånd. De får et kort med, og lidt penge til mad, og så skal de ellers klare sig selv. De skal bare være tilbage dagen efter kl. 16," fortæller tropleder Bo Hagensten Møller, Roskilde, og fortsætter:

"Så må de prøve at finde en bondegård, hvor de kan få lov at sove. Vi slipper tøjlerne, så de lærer at tage ansvar. Men det sker i trygge rammer, for vi har mobilen som livline."

Arresøcentret ejes af Naturstyrelse, men KFUM-spejderne har en brugsaftale, som har indtil videre har løbet siden 1972 .

Frivillige medarbejdere, som går under navnet Ellefolket, står for vedligehold af bygninger og område.

Senest har Ellefolket har opgraderet parkeringpladsen, og i øjeblikket arbejdes på forbedring af toiletforhold. Og så er der også lige ved at blive lavet nogle nye bålhuse. Der er hele tiden projekter i gang.

Foruden diverse spejderaktiviteter er det også muligt at leje Arresøcentret til f.eks. lejrskoler og firmaarrangementer. Der er faciliteter til ca. 100 overnattende gæster i to længer.