Spansk overmagt afslutter fighteren Hewitts karriere

Lleyton Hewitts karriere fik den forventede afslutning med nederlag mod David Ferrer i Australian Open.

Foto: PAUL CROCK
Australia's Lleyton Hewitt reacts during his men's singles match against Spain's David Ferrer on day four of the 2016 Australian Open tennis tournament in Melbourne on January 21, 2016. AFP PHOTO / PAUL CROCK- - IMAGE RESTRICTED TO EDITORIAL USE - STRICTLY NO COMMERCIAL USE
Australia's Lleyton Hewitt reacts during his men's singles match against Spain's David Ferrer on day four of the 2016 Australian Open tennis tournament in Melbourne on January 21, 2016. AFP PHOTO / PAUL CROCK- – IMAGE RESTRICTED TO EDITORIAL USE – STRICTLY NO COMMERCIAL USE

Det var forventet, at spanieren David Ferrer ville være en for stor mundfuld for den australske tennishelt Lleyton Hewitt i anden runde af Australian Open. Og Ferrer endte også med at blive Hewitts sidste modstander på topplan.

Hewitt havde bebudet, at årets Australian Open, hans 20. deltagelse i grand slam-turneringen, ville blive hans sidste turnering i karrieren, og australieren takkede af med et nederlag på 2-6, 4-6 og 4-6.

På et propfyldt Rod Laver Arena i Melbourne vidste det australske publikum udmærket, at det højst sandsynligt ville blive sidste chance for at se nationalikonet i aktion.

Med en beskeden placering som nummer 308 i verden var den 34-årige tidligere verdensetter klart undertippet mod Ferrer, verdens nummer otte.

Hewitt kæmpede med alt, hvad han havde, attituden var som altid upåklagelig, men niveauet er langt fra det, der i 2001 og 2002 sikrede ham titlerne i henholdsvis US Open- og Wimbledon.

Bagud 0-2 i sæt, nede med et break ved 2-3 i tredje sæt og bagud 0-40 i Ferrers serv fik publikum et sidst glimt af comebackkongens ukuelige fightervilje.

Hewitt fightede sig op på 40-40. Publikum belønnede med stor jubel. Hewitt red videre på opbakningen og udlignede til 3-3 med sit første servegennembrud i kampen.

De australske tilskuere overdængede helten med klapsalver og tilråb, mens hans udbrød sit karakteristiske "Come on".

Det var den sidste krampetrækning i en lang og glorværdig karriere. Ferrer brød straks Hewitts serv igen og snuppede sættet – og dermed kampen – med 6-4.

Hyldesten på banen efterfølgende viste præcis, hvad det er for en spiller, der lagde ketsjeren i tasken for sidste gang.

Australien er blevet en folkehelt fattigere i sportens verden.