Spansk ligachef beskylder Fifa-boss for lyssky dobbeltspil

Javier Tebas mener, at Gianni Infantino har arbejdet aktivt for at skabe en udbryderliga i europæisk fodbold.

Spansk ligachef beskylder Fifa-boss for lyssky dobbeltspil
La Liga-chefen Javier Tebas mener, at Gianni Infantino kører et dobbeltspil og har arbejdet på at skabe en europæiske udbryderliga.
La Liga-chefen Javier Tebas mener, at Gianni Infantino kører et dobbeltspil og har arbejdet på at skabe en europæiske udbryderliga.

Præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, beskyldes for at støtte en europæisk udbryderliga, selv om Fifa officielt er imod en ny liga for Europas bedste hold.

Beskyldningerne kommer fra Javier Tebas, der er chef for den bedste spanske række, La Liga.

Spanieren hævder, at Infantino har arbejdet for og opmuntret til at skabe en udbryderliga, og at Infantino selv kan få en rolle, hvis turneringen bliver en realitet.

Fifa afviste 21. januar i et udtalelse underskrevet af Infantino, at Fifa støtter en sådan liga. Men Javier Tebas er ikke tilfreds med det svar.

– Fifa har som institution været meget tydelig, men Infantino er ikke Fifa. Han er præsident, og han bør være tydelig omkring sin holdning, siger Javier Tebas til nyhedsbureauet AFP.

– Det er indlysende, at han har været involveret i møder. Han har arbejdet med det, og været opmuntrende i forhold til at skabe den.

– Han er ikke imod den. Han syntes, at projektet var godt, mener spanieren.

Fifa henviser til udtalelsen 21. januar, når de bliver spurgt til beskyldningerne fra Javier Tebas.

Spanieren spekulerer i, at Gianni Infantino kan se personlige muligheder i en ny europæisk liga.

– Måske kan han se en position i en fremtidig Super League, som han går efter. Ellers forstår jeg det ikke, siger Tebas.

Tidligere på måneden kunne avisen The Times vise dokumenter, der viste detaljer omkring en europæisk udbryderliga. Her var der lagt op til en 20-holds-turnering med 15 permanente deltagere.

Blandt deltagerne var de spanske storklubber Real Madrid og FC Barcelona samt seks af de største engelske klubber.

Af dokumenterne mener Tebas, at han kan tyde Gianni Infantinos involvering.

– I dokumenterne bliver kodenavnet W01 nævnt, og det refererer tydeligt til hr. Infantino. Det er hans kodenavn.

– Så han er nødt til hurtigt at tydeliggøre sin holdning, altså hans personlige holdning, og forklare, hvorfor han har deltaget i nogle af møderne og på visse tidspunkter været opmuntrende, siger Tebas.

Fifa-præsident Infantino har offentligt talt varmt for en udvidet udgave af VM for klubhold med deltagelse af 24 hold fra hele verden. I øjeblikket er klub-VM en mindre turnering med deltagelse af de regionale mestre fra de forskellige verdensdele.