Sommervikar på Folkebladet

Niels Plaschke, vikar på Folkebladet. Foto: Peter Andersen
Niels Plaschke, vikar på Folkebladet. Foto: Peter Andersen

Kalundborg-egnen: Journalist Niels Plaschke, 51, er tiltrådt et vikariat på Folkebladet i Kalundborg, hvor læserne i sommerperioden kan støde ind i navnet i spalterne og i lokalområdet.

Niels Plaschke er gammel Kalundborg-dreng, uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1981, efter praktik på det nu hedengangne Sjællands Tidende. Derefter en årrække på det lige så hedengangne Demokraten Weekend, inden han efter en periode som freelancer fik job i en mindre fagforening i København, hvor han boede i knap 25 år. Niels Plaschke blev opsagt i forbindelse med en fusion ved årsskiftet 2007, men var nogle år inden flyttet tilbage til barndomsbyen.

Fra hjemmet har han arbejdet som freelancejournalist og medforfatter på en kommende bogudgivelse om dansk animationsfilm, inden han i foråret i en periode fungerede som vikar på Folkebladets Høng-redaktion. Området var ikke ukendt, da han i sin fritid blandt andet er en af de frivillige bag Vestsjællands Veterantog.