Der venter forkælelse til både smags- og høresansen, når der fredag den 10. august dækkes op til grillbuffet og god musik i smukke omgivelser ved Furesøen. Det er Birkerød Sejlklub, som står bag arrangementet, hvor man kan opleve sensommerens solnedgang til tonerne af god, dansk musik.
Den musikalske underholdning står en af danmarks dygtigste jazzduoer for, nemlig Christina von Bülow og Søren Kristiansen. De vil spille en koncert med værker fra primært danske Jeppe Aakjær-fortolkninger og jazz-standards. Og som opvarmning spiller Mathilde Savery med akkompagnement.
På grillen vil der være et udvalg af kød, pølser og grøntsager samt bagt kartoffel, blandet salat, brød og smør. Og denne buffet kan nydes fra klokken 18 for 150 kroner, ligesom drikkevarer kan købes i baren.
Klokken 18.30 går første musikalske indslag på scenen, hvorefter Christina von Bülow og Søren Kristiansen vil spille fra klokken 19.30 til 21.
Koncerten er gratis, men det er nødvendigt at tilmelde sig, hvis man skal have del i grillbuffetten, hvor der desuden kun er plads til 50 spisende gæster. Tilmelding kan ske på: www.bisk.dk
Alle er velkommen, og det er en god idé at tage klapstol og tæpper med.