Den årlige begivenhed i landsbyen Karlebo er Sommerfesten, hvor alt hvad der kan krybe og gå deltager i de fire festlige dage på festpladsen ved Karlebo Idrætsanlæg, er efter et halvt års forberedelser færdigplanlagt. I år er sommerfesten flyttet til først i august til dagene fra torsdag den 3. til søndag den 6. august.
Karlebo Sommerfest er igen i år en god blanding af sport og musik, hvor musikken har fået en tand opad i år. Vinderen af "Scenen er din" Ole Konzior også kaldet Asfalt-Ole vender tilbage til festpladsen lørdag den 5. august om eftermiddagen.
Før han blev berømt spillede Ole Konzior til sommerfesterne i Karlebo i både 2001 og 2002. Han er en fremragende troubadour med et repertoire, der lige passer til den hygge vi ønsker i Karlebo, så vi lever med at honoraret har fået et ordentlig nyk opad efter berømmelsen i fjernsynet, siger festkoordinator Per Frost Henriksen.
Sommerfesten starter vanen tro om torsdagen med kæmpe reklamebanko og fredag, lørdag og søndag er der gratis levende musik på pladsen. Lighthouse fredag, Asfalt-Ole og 5-a-live lørdag og som sædvanligt slutter den populære og lokale duo Hot Shot af søndag eftermiddag.