Tænk engang om sommeren slet ikke holder op med at ligne et stykke efterår. Så er det da oplagt at træde ind i biografens mørke. Og selv hvis sommeren beslutter sig for at blive en rigtig sommer, så skal du jo alligevel have en pause fra solen, så du ikke bliver helt grillet.
De to lokale biografer, Birkerød Bio og Reprisen i Holte er igen i år gået sammen om at levere sommerbiofilm for børn og unge i Rudersdal. Hele 69 forestillinger fordelt på ti forskellige film. Programmet er delt ud på alle kommunens skoler, men har du ikke set det, er der også mulighed for at hente det på www.reprisen.dk. Og det er der en god fidus i – for klipper du en lille billetkupon af herfra, får du en biografoplevelse for kun 20 kroner.
Og hvad har de så fundet frem til dig, de to biografer?
Det starter den 28. juni med animationsfilmen Beemovie – det store honningekomplot
, hvor bien Barry starter en klistret retssag mod menneskene, da han finder ud af, at de guffer hans honning. Og så kommer de ellers på stribe. Eventyret Spiderwick fortællingerne
efter en populær bogserie; Fortryllet
, hvor en smuk prinsesse bliver forvist fra sit tegneserierige og smidt ud i den virkelige verden; Shrek Den Tredje
, hvor det grønne, venlige monster nok engang må redde kongeriget sammen med æslet; animationsfilmen Surf's up
om pingvinen Cody Maverick, der er helt vild med at surfe; Ole Bornedals fremragende ungdomsgyserkomedie Vikaren
med Paprika Steen som gemen vikar fra det ydre rum; Horton og støvfolket Hvem
, hvor elefanten Horton beslutter sig for at redde et mikroskopisk støvfolk; tredje kapitel om edderkoppemanden, Spider-Man 3
, der ikke har fået mindre grumme modstandere med tiden; tegnefilmen Min skøre familien Robinson
om lille Lewis, hvis liv tager en uventet drejning, da han møder Wilbur Robinson – og endelig Nikolaj Arcels ambitiøse og flotte eventyrfilm De fortabte sjæles ø
, hvor en ond ånd besætter Lulus lillebror.
Ja, der skulle være nok at tage fat på.