Sol fra en skyfri forårshimmel, en gammeldaws vaffelis med det hele og en sprudlende aktivitet på legepladser, græsplæner og i gågaden.
Umiddelbart ingredienserne til den ideelle eftermiddag for mange børn, unge og deres forældre. Men med dette drømmescenarie følger et højt UV-indeks og på denne tid af sæsonen ofte også en halvgammel tube solcreme med begrænset beskyttelse.
To lokale Allerødkvinder sætter nu handling bag bekymringerne og har taget initiativ til en ny vitaminindsprøjtning til Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Allerød. Anette Brøndum Warburg og Pia Dal fokuserer lige nu på Allerødborgernes forhold til sol og soldyrkelse inden højsæsonen for røde skuldre og solstik for alvor går i gang.
Samtidig inviterer de og resten af den nyopstartede bestyrelse i Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Allerød til et inspirerende informationsmøde 8. juni 2011 klokken 19.30 i Pensionisthuset. Et informationsmøde, der samtidig er stiftende generalforsamling for den nye lokalforening.
Pia Dal var mandag i SFO'en Valhalla ved Lillerød Skole, for at lære børnene om solen. Der blev talt om solcreme, og om solen er god eller dårlig.
"Den er jo begge dele. Vi får D-vitaminer og bliver glade af solen, men vi kan også blive forbrændt," siger kampagneleder Pia Dal.
Børnene lavede et armbånd med perler, der skifter farve når børnene kommer ud i solen, og dermed håber Pia Dal at børnene vil øge deres opmærksomhed mod solens påvirkning. Bag kampagnen om solen står Kræftens Bekæmpelse og Tryg Fonden.