Solouheld på Arnøjevej

Søndag kl. 8.42 skete et solouheld i en kurve på Arnøjevej ved Frøslev, da en 27-årig kvinde fra Stevns mistede herredømmet over bilen, der kørte frontalt ind i et vejtræ og nedlagde et skilt på vejen.

Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 27-årige og et mindre barn blev reddet ud af bilen. En helikopter hentede kvinden og barnet, som blev fløjet til sygehuset, da der i første omgang var frygt for alvorlig tilskadekomst. Bilinspektøren kørte frem for at undersøge uheldsstedet, som blev afspærret imens. Omkring kl. 10.34 var undersøgelserne på stedet afsluttet, og vejen kunne genåbnes.

Senere på formiddagen var tilbagemeldingen fra sygehuset, at kvinden var sluppet uden tilskadekomst, og barnet kun var kommet lettere til skade. Patruljen optog rapport, og der blev rutinemæssigt udtaget en blodprøve af bilisten, som skal vise om hun var påvirket under kørslen.