Snake City Jazzfestival havde inden weekendens festival meldt ud, at det i år var knald eller fald for festivalens overlevelse. Men med solskin det meste af weekenden og masser af mennesker i gaden og i teltet, var det en glad festivalarrangør Lokalavisen talte med mandag morgen.
"Vi var heldige med vejret og havde godt besøg i gaden lørdag formiddag i boderne. Teltet var fyldt, så det var lige, som det skulle være," siger festivalarrangør Jørgen Christensen.
Festivalen fik i alt solgt omkring 600 ud af 700 armbånd til musikken i teltet. Dermed ser økonomien for årets festival også ud til at gå op i en højere endhed, fortæller Jørgen Christensen mandag morgen, da han står i banken.
"Jeg tror at vi i hvert fald sige, at vi er kommet i nul. Målet var at få dækket sidste års underskud, og det ligner det, at vi får," siger han.
Dermed ligner det også, at jazzfestivalen vender tilbage.
"Det skal vi beslutte i september, men jeg kan ikke forestille mig andet," siger han.
Udsigten til endnu en festival var ikke det eneste, som Jørgen Christensen smiler af. Han var mere end tilfreds med, at festivalens hovednavn, de kvindelige verdenssolister fra "Women Of The World Jazz Band", levede op til forventningerne. Bandet havde ikke spillet sammen før, for de kommer fra fire forskellige nationer og fra hver deres jazzband. Alligevel var konstellationen lige i øjet, da de gav koncert lørdag aften.
"Du kunne høre en knappenål falde på gulvet. Det har jeg aldrig oplevet før. Der plejer altid at være snak og hygge nede bag i teltet, men bandet formåede at få samtlige 600 mennesker til at sidde helt stille og høre musikken. Det er en af de største musikoplevelser, jeg har haft," siger Jørgen Christensen.