Søren Gade bliver savnet hos sine politiske modstandere.
SF's formand, Villy Søvndal, siger i forbindelse med den omfattende regeringsrokade, der altså også indebærer, at Søre Gade forlader dansk politik, at den tidligere forsvarsminister bliver savnet.
– Søren Gades afgang er en svækkelse af regeringen. Han er en af de politikere, som jeg og SF har haft det bedste forhold til. Jeg håber, han får et rigtig godt job, det synes jeg, han fortjener, siger Villy Søvndal til TV2 News.
Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, bemærker, at Søren Gade sidste år lavede et forsvarsforlig, der med undtagelse af Enhedslisten favnede alle Folketingets partier.
– Det tjener ham til ære, at han fik gennemført et forsvarsforlig, der er bredere end nogensinde, siger Mogens Lykketoft til TV2 News.
Søvndal siger tillykke til alle de nye ministre, men understreger, at nye navne ikke ændrer regeringens politik.
– Der er mange, der flytter stol, men det kommer der ikke ny politik ud af. Det er en regering, der fortsætte med den samme økonomiske politik og samme krisepolitik, siger SF's formand, som også hefter sig ved, at Kristian Jensen ikke længere er minister.
– Det er interessant, at Kristian Jensen ikke skal være minister mere, han er trods alt venstres næstformand, siger Villy Søvndal.