Sønderjysk advokat får endnu en bøde for regelbrud

Advokat fra Sønderborg har fået mere end ti bøder for brud på god advokatskik. Denne gang på 20.000 kroner.

Sønderborg-advokaten Hans Boserup har fået endnu en bøde for overtrædelse af reglerne for god advokatskik.

Han har siden 2004 fået over ti irettesættelser og bøder for overtrædelse af god advokatskik.

Vestre Landsret har netop stadfæstet en afgørelse fra byretten, men nedsatte bøden fra 50.000 til 20.000 kroner.

Den aktuelle sag opstod, da Hans Boserup i oktober 2013 var forsvarer for en mand, der var tiltalt for en stribe voldtægter ved et nævningeting i Sønderborg.

En af de kvinder, der påstod sig udsat for voldtægt, og hendes mor blev afhørt af Hans Boserup i retten.

De følte hans afhøring meget nærgående og upassende, og efter retsmødet skrev hun et indlæg om sagen på Facebook.

Hans Boserup kommenterede indlægget og skrev her, at "retten mente, at du og din mor løj under strafansvar. Jeg tror, I bliver tiltalt….".

Moren klagede til Advokatnævnet, dels over advokatens opførsel i retten, dels for hans kommentar på Facebook.

Advokatnævnet fandt, at han under afhøringen af kvinden ikke var gået længere, end det har været nødvendigt for at varetage sin klients interesser.

Men ved at postulere, at kvinden og hendes mor havde afgivet falsk forklaring for retten, gik han langt videre end berettiget, siger Advokatnævnet, der idømte ham en bøde på 100.000 kroner.

Den afgørelse indbragte Hans Boserup for Retten i Horsens.

Han oplyste, at han havde anmeldt kvinden for falsk forklaring, og at hans klient blev frifundet i de fire forhold, hvor kvinden havde afgivet forklaring.

Retten i Sønderborg mener dog ikke, at politianmeldelsen i sig selv ændrer ved sagen, da han ikke burde havde skrevet på Facebook.

Vestre Landsret er enig med byretten, men vurderede at bøden dog kan nedsættes til 20.000 kr.