MOTORCYKLER Der er mennesker, der synes at en motorcykel skal spinde hidsigt som en arrig hveps. Og så er der dem, der foretrækker drøn så dybe, at man næsten kan høre hvert stempelslag.
Harley Davidson-entusiasterne hører til i den sidste kategori. Verdens mest legendariske motorcykel har det ikke med at liste sig gennem gaderne. Man er ikke i tvivl, når en Hareley kommer drønende..
Søndag er der mulighed for at beundre vidunderne på nært hold, da Harley-klubben i Frederikssund stiller op med mellem 10 og 15 modeller af den klassiske motorcykel ud for Imerco.
"Vi er efterhånden 25 medlemmer af klubben her i Frederikssund, og mindst 10 af dem har lovet at komme forbi," siger Michael Carlsen fra klubben.
Medlemmer råder over Harley'er fra et kvart århundrede. Den ældste er fra først i 70'erne og den nyeste er fra 2005.
Men hvorfor har man lyst til at eje en Harley?
"Det ved jeg ikke," siger Michael Carlsen. "Jeg har altid drømt om at have en. Tidligere havde jeg japanske motorcykler, men så en gang på Grand Canaria lejede jeg en Harley – og så var jeg solgt," siger Michael Carlsen.
Han er dog hurtig til at erkende, at de japanske motorcykler måske har bedre køreegenskaber, men at der er mere kultur og sjæl over Harley'erne.
"Der er altid nogen, der kigger, når vi kommer kørende i flok på vores Harley'er. Sådan er det ikke med japanerne," mener Michael Carlsen.
Til gengæld er det ikke helt billigt at blive ejer af den Harley Davidson. En god årsløn for de fleste med priser som en stor familiebil. Michael Carlsen har købt sin Harley brugt, og han måtte af med 270.000 kroner.