Smørum har fået en farvehandel

Anja og Peter Lund har længe ønsket at åbne en farvehandel i lokalområdet. Det er nu gået i opfyldelse i Smørum Centret

Foto: Kenneth Tanzer

Tidligere skulle Smørum-borgerne til Måløv eller Ballerup, hvis træværket skreg på Gori eller andre malerprodukter, men nu behøver de ikke køre så langt.

Ægteparret Anja og Peter Lund har nemlig åbnet en ny farvehandel i nummer 75P i Smørum Centret. Peter Lund har i forvejen virksomheden Smørum Maler Service, men han har altid haft drømmen om at åbne sin egen farvehandel.

"Det har længe været et ønske for mig, for byen har virkelig manglet en farvehandel. Det har jeg hørt blandt folk i Smørum, så jeg mener behovet er der. Vi har åbnet i et lokale, som vi deler med Jette Matfchofsky, der sælger alt i brugskunst. Det er en perfekt løsning", siger Peter Lund, som bliver bakket op af sin kone Anja.

"Vi har ledt efter det helt rigtige sted, og det har vi nu fundet. Vi bor selv i Smørum, så det er nærliggende at åbne butikken her i byen", siger hun.

Den nye farvehandel går under navnet Colorama og sælger også parketgulve, tapet og solafskærmning. Men malingen er stadig det primære.

"Lige nu har jeg blandt andet maling hjemme af mærket Jotun. Senere vil jeg byde på en masse andre mærker. I det hele taget tilbyder jeg maling til både indendørs og udendørs brug", siger han.