Smeden Bomholt burer panda’erne inde

Hundested-firma er med til etableringen af panda-parken i Zoologisk Have

 "Opgaven kræver et sted mellem 16.000-17.000 rundsvejsninger", fortæller Gert Bomholt. Foto Thomas Quvang
"Opgaven kræver et sted mellem 16.000-17.000 rundsvejsninger", fortæller Gert Bomholt. Foto Thomas Quvang

Erhverv Hvis alt går efter planen, så kan Zoologisk Have i København i foråret 2019 præsentere to pandabjørne importeret direkte fra Chengdu i Kina.

Men inden de to nye beboere Mao Sun og He Xing flytter ind i Zoologisk Have, så skal der gøres plads til de to bjørne. Et projekt der blev sat i gang tilbage i 2017. Det nye pandaanlæg vil blive placeret centralt i Zoologisk Have og skal efter planen fungere som et naturligt omdrejningspunkt for Haven.

Og det er med lokal bistand at det store anlæg, der bliver nabo til havens elefant-hus, etableres. Således er Smeden Bomholt fra Hundested i den grad med i etableringen af det store panda-anlæg der skal udformes i 'Yin-Yang' stil i Zoo.

"Vi har fire mand arbejdende inde i Zoologisk Have i resten af året, det er et meget stort projekt med anlæggelse af dette anlæg", fortæller indehaver Gert Bomholt hjemme på kontoret på adressen Ullerup Skovvej 12 i Hundested, hvor også virksomhedens værksteder er placeret.

Gert fortsætter: "Anlæggelsen af Panda-parken blev kaldt dette årti's største prestigeprojekt, og der har været rigtig mange om buddet. Hos os ser vi det nok mere som et arbejde der skal udføres, men vi er da glade for og stolte af, at vi blev valgt til opgaven".

"Panda projektet består af to haver som er hermetisk aflukkede for hinanden, de to bjørne kan ikke være i samme park, det er kun når det er parringstid, så de skal færdes i to forskellige parker lige op til hinanden", fortæller Gert Boholt om udformningen af selve anlægget.

Det er så opgaven, at etablere løbegange samt at skille bjørnene fra hinanden med flere hundrede meter hegn. Desuden skal der etableres hegn til at skille bjørnene fra publikum samt der skal produceres master til belysning af anlægget samt til videoovervågning.

"Det er via vores erfaring og samarbejde med diverse anlægsgartnere gennem årene, at vores kompetencer kommer til sin ret med arbejde i terræn med højdeforskelle som i det her tilfælde".

"Det er en stor opgave med brug af forskellige rør i alle størrelser, et slag på tasken siger, at klargøringen af disse rør byder på mellem 16.000-17.000 rundsvejsninger – det har vi så heldigvis en maskine der kan klare", siger Gert Bomholt.

Det er dog ikke kun i Zoo, at Smedefirmaet Bomholt er i fuld gang. Der er opgaver overalt – det er kunden der bestemmer hvor arbejde skal udføres:

"Vores primære opgaver er indenfor byggebranchen og i anlægsgartnere og vi beskæftiger os med de større opgaver. Udover opgaven i Zoo kan jeg kort nævne byggeriet i Peder Falstersvej i Frederiksværk, der er vi med på banen i form af etablering af 40 altaner og fem hovedtrapper til det byggeri", fortæller Gert Bomholt der i sin virksomhed beskæftiger 15 mand inklusive et par lærlinge.

Tilbage til byggeriet i Zoo, så fylder tegninger og papirer meget på tavlerne og skrivebordene på kontoret på Ullerup Skovvej. Gert Bomholt ser da også frem til det færdige resultat når anlægget åbnes til foråret 2019:

"Selvfølgelig, det bliver da spændende at se anlægget til den tid, men nu skal arbejdet lige gøres færdigt først".