Skov har fod med i Hoffenheims choksejr over Bayern

Robert Skov stod for oplægget til det afgørende mål, da Hoffenheim overraskede Bayern München på udebane.

Robert Skov og holdkammeraterne fra Hoffenheim jubler over udsigten til en højst overraskende sejr over Bayern München.
Robert Skov og holdkammeraterne fra Hoffenheim jubler over udsigten til en højst overraskende sejr over Bayern München.

Bayern München tabte lørdag sin første kamp i Bundesligaen i denne sæson, og danske Robert Skov var en af arkitekterne bag overraskelsen.

Skov, der i sommer skiftede fra FC København til Hoffenheim, stod for oplægget til Sargis Adamyans andet mål i udebanesejren på 2-1 over den tyske gigant.

Danskeren var placeret på venstre wingback, men fik alligevel markeret sig med sin anden assist i sæsonen.

På trods af nederlaget bevarer Bayern førstepladsen foran tre hold med samme antal point, mens Hoffenheim er nummer 11.

Bayern München gik ellers ind til kampen med en tank fuld af selvtillid efter tirsdagens opsigtsvækkende storsejr på 7-2 ude over Tottenham i Champions League.

I den kamp fandt Serge Gnabry fire gange vej til nettet, og han var også på pletten i første halvleg af kampen mod Hoffenheim. Troede han.

Midtvejs i første halvleg bankede han et indlæg fra Joshua Kimmich i nettet, men Kimmich stod forinden i offsideposition.

Hoffenheim-spillerne virkede bestemt ikke skræmte af Bayerns præstation i midtugen. Tværtimod stod gæsterne for flere af kampens største chancer, og en af dem bragte dem på 1-0 ti minutter inde i anden halvleg.

Armenske Sargis Adamyan listede en afslutning mellem benene på en Bayern-forsvarer og fandt det korte hjørne til 1-0.

Gnabry var tæt på at udligne på et hovedstød, men i stedet var det den notoriske målscorer Robert Lewandowski, som bragte balance i regnskabet.

73 minutter var spillet, da polakken steg til vejrs og headede bolden ind bag Hoffenheim-keeper Oliver Baumann.

Alligevel løb gæsterne med hele. Med 11 minutter igen fandt Robert Skov holdkammeraten Adamyan, som blev dobbelt målscorer med et brag af et spark fra kanten af feltet.

Thomas Delaney spillede hele kampen for Dortmund ude mod Freiburg, men det var midtbanekollegaen Axel Witsel, som var i rampelyset i første halvleg, da han åbnede scoringen med en formidabel helflugter.

Dortmund var både foran 1-0 og 2-1, men måtte tage til takke med 2-2 efter et sent selvmål af Manuel Akanji. Dermed glippede muligheden for at lægge sig side om side med Bayern.

Yussuf Poulsen fik de sidste 20 minutter på banen for RB Leipzig, der spillede 1-1 ude mod Bayer Leverkusen.