Skolefodbold endte i vold

Hvad der skulle have været et harmløst opgør i en skolefodboldturnering arrangeret af Ekstra Bladet endte onsdag i sidste uge i vold og trusler. Kampen, der blev spillet på Frederikssund Stadion, var et opgør mellem Falkenborg Skolen i Frederikssund og Charlotteskolen fra Hedehusene. Først var der uoverensstemmelser under selve fodboldkampen, og da den blev fløjtet af, og holdene var gået ind for at klæde om, troppede tre unge mænd op udenfor et af omklædningsrummene. De tre mænd var ifølge politiet ophidsede, og ville efter alt at dømme, have fat i nogle af de unge der befandt sig inde i omklædningsrummet. En 30-årig mandlig lærer fra Charlotteskolen forsøgte derfor at lægge sig imellem dem. Men det resulterede i, at læreren blev slået og sparket af de tre unge som var i alderen 15-17 år. Politiet kunne ikke oplyse om, hvorvidt der er tale om elever fra Falkenborgskolen. Først skal de afhøres og vil derefter blive sigtet for vold.