Med kagen "Orangeknas", vandt Line Gorm Møller, konkurrencen 'Årets Kage 2016', hvor der i år var 91 deltagere.
For 32. gang fejrede Konditorlauget årets sødeste konkurrence, hvor branchens største talenter dystede om at kreere årets mest opfindsomme og fineste konditorkage. Det blev afholdt på Crowne Plaza Hotel København, hvor ERNA ( = Peter Larsen ) bandt aftenen sammen som konferencier på særdeles utraditionel vis.
Konkurrencen hylder de danske konditortraditioner og giver branchens bedste håndværkere mulighed for at vise deres personlige og kreative fortolkning af den klassiske kagekunst, fremgår det af en pressemeddelelse.
"Orangeknas", er en mundvandsfremkaldende kreation af orangemarmelade, knas, chokoladecreme, kiks og broken gel. Kagen sikrede både Line Gorm Møller prisen hos de professionelle dommere og årets nyskabelse 'bloggerprisen 2016', hvor otte af landets bedste mad- og kagebloggere stemte på deres favorit.