Det var en rigtig skidt idé, at et barn i skolens SFO smurte afføring ud over et toilet. Og det var sådan, det hele begyndte. Det, der førte til en kædereaktionen af dårlige ideer.
Den formastelige af leverancen til svineriet skulle afsløres, og metoden til at forsøge det levede på ingen måde op til Sherlock Holmes-standard. I en ruf blev der foranstaltet et underbukse-tjek på nogle børn. Der blev lindet på underbenklæderne og kigget efter spor. En rigtig skidt idé, en rigtig skidt metode.
Nu var der pludselig flere skyldige i sagen.
Da en topembedsmand i Kalundborg Kommune kom under vejrs med metoden, blev der handlet og handlet hurtigt. I stedet for uddeling af en skideballe, blev det røde kort trukket på stedet: Bortvisning af den formastelige. Bortvisning af pædagogen, der havde tjekket underbukser.
Den bortvisning kan så stille sig op i køen af dårlige ideer i sagen. For dårlig er den. En klar overreaktion.
Denne noget spektakulære sag er ikke blevet talt ned, men op, formentlig i et forsøg på at vise handlekraft. Det er sket uden særlig stor omtanke, og på den måde har man malet sig op i nogle hjørner, ikke mindst fordi skolens forældrekreds ikke ligefrem har følt, at bortvisningen står mål med forseelsen.
Piben blev bestemt ikke stukket ind, da forældrene begyndte at reagere, kaldte til møde og fulgte op med en demonstration. I stedet blev der også rumlet med en idé om bortvisning af SFO-lederen.
Vi finder, der er al mulig grund til undren over, at pædagogen kunne gribe til et underbuksetjek. Vi finder også, det er på sin plads at gøre det klart for den pågældende, men en bortvisning er i en sag som denne alene egnet til at accellerere problemerne. Og det må man sige er lykkedes. Ganske mange i skolens forældrekreds tager godt nok kraftigt afstand fra underbukstjekket, men er oprørte over bortvisningen.
Læg hertil, at det ikke synes, som om kommunen har været overivrig efter at involvere skolens ledelse i løsning af sagen, men øjensynligt har handlet hen over alt og alle. Også på den måde er indgrebet en skidt idé, fordi snakken om selvstyre på skolerne her forekommer betydeligt svækket eller helt sat ud af kraft.
Mens disse linjer skrives, er en løsning på sagen fortsat uafklaret, og endnu mere uafklaret er det, om en fyring eller to effektueres – eller om man lægger an til en mere blød landing, som efter vores mening vil være at foretrække i denne sag.
Spørgsmålet er så, om der vil gå nogle dage, inden sagen kan afsluttes, eller om den vil komme til at plage i uger og måneder, inden den kan rundes af med, hvad der sikkert vil blive omtalt som det brune punktum.
-cs.