Skibby Erhvervsforenings sidste handling

DONATION Skibby Erhvervsforenings sidste slag med halen blev slået onsdag den 30. april, 2008 hvor formanden Bent Raith officielt overrakte Selsø Slot et bidrag til renovationen af slottets vinduer.

På Erhvervsforeningens afsluttende generalforsamling den 22. januar var det blevet bestemt, at den resterende kassebeholdning i Erhvervsforeningen, når regnskabet var gjort endeligt op, skulle doneres til Selsø Slot.

Dette beløb – pænt rundet op af Skibby Aktive – blev til kr. 10.000, som formanden i form af en check overrakte til slotsforvalter Ole Sahl. Det skete i strålende sol foran de historiske bygninger, som udgør et af områdets største turistattraktioner. Selsø Slot, som ejes af en selvstændig fond, har meget store vedligeholdelsesudgifter, og samler for øjeblikket sammen til en nødvendig renovering af vinduerne. Selv om de er lavet af godt kernetræ, bærer de selvfølgelig præg af at være mere end 180 år gamle. Skibby Erhvervsforenings sidste midler er derfor godt anbragt her.