Skadet Thomas Bjørn melder afbud til Made in Denmark

Danmarks mest vindende golfspiller har forstuvet foden og deltager ikke ved Made in Denmark.

Thomas Bjørn kommer ikke til at svinge sine køller i Himmerland i næste uge. (Arkiv)
Thomas Bjørn kommer ikke til at svinge sine køller i Himmerland i næste uge. (Arkiv)

European Tour-turneringen Made in Denmark bliver uden golfprofilen Thomas Bjørn i år.

Han forstuvede sin venstre ankel i sidste uge, og han når ikke at blive klar til turneringen, der begynder næste torsdag.

Det oplyser arrangøren på sin hjemmeside, hvor man også kan se et billede af Thomas Bjørns hævede ankel.

Den tidligere Ryder Cup-kaptajn besøger Himmerland Golf & Spa Resort under turneringen, men til ærgrelse for turneringspromotor Flemming Astrup bliver det altså ikke som en af deltagerne.

– Sådan noget kan man jo ikke gardere sig imod, men jeg er glad for, at Thomas kommer og bakker op om turneringen, og så kan han jo få en rolle som assisterende promotor, siger Flemming Astrup muntert.

Thomas Bjørn har tidligere præsteret blandede resultater ved Made in Denmark. I 2014 opnåede han en delt fjerdeplads, mens lavpunktet kom i 2016 med en placering som delt nummer 104. Sidste år blev han delt nummer 69.

48-årige Thomas Bjørn har vundet 21 turneringer som professionel. 15 af dem er vundet på European Tour.

http://madeindenmarkgolf.dk/blog/2019/05/16/thomas-bjoern-spiller-ikke-made-in-denmark-by-freja/