
Sanne Søndergaard er klar med et nyt soloshow: »Sindssyg Kælling«. Et personligt og sårbart show om at blive stemplet af hele verden, blot fordi man siger sin mening. Showet kan opleves i Portalen i Greve torsdag den 2. februar kl. 20 og i Viften i Rødovre fredag den 3. februar kl. 20.
»Hids dig ned. Slap nu af. Har du det røde?« Sanne Søndergaard er en sindssyg kælling. I hvert fald hvis man spørger eks-elskere, kolleger, folk på nettet, Ekstrabladets klummeskribenter og tilmed hendes egen familie.
Så hvordan tackler man, at alle behandler en, som om man er indlæggelsesparat, bare fordi man er en kvinde, der siger sin mening? Kan man græde og hidse sig op uden at bekræfte alle fordomme om sindssyge kællinger? Bliver man skør af at blive kaldt skør? Og hvorfor er det egentlig kun kvinder, der stemples som sindssyge kællinger i en verden, hvor mænd også gør så mange vanvittige ting!?
I det nye show smækker Sanne Søndergaard med tungen og sætter spidsen på de absurditeter, vi ikke ønsker at bemærke i hverdagen. Hun banker lige der, hvor samvittigheden er øm, indtil smerten grines væk. Den markante bramfri tone har gennem tiden fået nogle til at kalde hende for en sindssyg kælling, og Sanne Søndergaard svarer tilbage ved at kalde sit nye show netop det.
»Sindssyg Kælling« fortsætter i kølvandet på de to anmelderroste shows »Mandehader?« fra 2013 og »Kvinde?« fra 2015, der blandt andet affødte anmelder-kommentarer som »lårklaskende morsom samt både begavet og bramfri« og »aldeles enestående og helt på linje med udenlandske kolleger som Sarah Silverman og Chelsea Handler.«