Danmark spillede sig lørdag videre til semifinalerne ved EM i fodbold efter en 2-1-sejr over Tjekkiet i Baku.
Anfører Simon Kjær var træt efter en varm og opslidende affære, hvor han især til slut skulle heade mange tjekkiske bolde væk fra farezonen.
– Det er heldigvis en af de facetter, som jeg nyder. At stå der og heade den væk. Vi nyder at arbejde benhårdt. Det var ærgerligt, at vi ikke lukkede den, men vi er i semifinalen, siger Kjær med et stort smil til DR.
Forsvarsgeneralen lægger ikke skjul på, at han vil mere end bare i semifinalen.
– Det er kæmpestort, det er sindssygt det her. Vi havde som mål at skulle på Wembley, og det er vi nu. Men jeg vil lyve, hvis jeg sagde, at vi er okay med det.
– Nu skal vi nyde det og komme os, men så har vi også en kamp igen om fire dage, siger Kjær.
Thomas Delaney og Kasper Dolberg scorede i første halvleg de danske mål mod tjekkerne, og sejren kommer efter en følelsesmæssig vild turnering, der begyndte med Christian Eriksens kollaps og hjertestop i 0-1-nederlaget mod Finland.
– Det gjorde noget ved gruppen. Vi trives og er trygge. Vi ved, at vi kan stole på folkene omkring os. Vi ved, at hvis en er i problemer, så er der en anden for dig.
– Det giver tryghed, og det gør det selvfølgelig også, at Christian har det godt. Vi kan trykke på, fordi vi ved, at spilleren ved siden af os er der til at bakke op, siger Simon Kjær.
Danmark spiller onsdag semifinale på Wembley i London.
Modstanderen bliver vinderen af opgøret mellem England og Ukraine senere lørdag aften. Italien og Spanien mødes tirsdag i den anden semifinale.