SF har fået nok af at vende den anden kind til De Radikales lussinger, og når Margrethe Vestager lørdag samler sit parti til landsmøde i Nyborg, sker det med en knæhøj tackling fra folkesocialisterne.
De Radikale siger et og gør noget andet i udlændingepolitikken, som er en af De Radikales absolutte mærkesager, mener SF, der har samlet en række konkrete eksempler på det, de opfatter som De Radikales dobbeltstandarder, skriver Berlingske Tidende.
– Der er et misforhold mellem den retorik, De Radikale bruger i dag, og nogle af de forslag, de faktisk selv har stået faddere til. De kravler utroligt højt op på den høje hest, og det kan undre, når vi faktisk er enige om det meste, siger medlem af SF's ledelse, integrationsordfører Astrid Krag, til avisen.
Blandt andet undrer SF sig over, at den radikale integrationsordfører Marianne Jelved under forhandlinger om den såkaldte repatrieringsaftale, der hjælper udlændinge til at rejse tilbage til deres hjemlande, kaldte aftalen for "en form for etnisk udrensning", når det var hendes eget parti, der var med til at opfinde repatrieringssystemet 10 år tidligere med argumenter om, at det var af stor humanistisk betydning.