
To menige blev tvunget til at bære sandsække på ikke under 10 kilo i forbindelse med en march, fordi de forinden var gået over en fodboldbane, som de havde fået oplyst, at de ikke måtte betræde.
Ordren kom fra en sergentelev, men straffen var ulovlig, og derfor er den pågældende sergentelev, sigtet for grov pligtforsømmelse. Det oplyser Forsvarets auditørkorps.
Det er auditøren i København, der har undersøgt sagen og på baggrund af efterforskningen, blev der rejst sigtelse.
Auditøren har dog samtidig gjort brug af et såkaldt tiltalefrafald, hvilket vil sige, at sergenteleven er "kendt skyldig på skrivebordet", men at det formentlig ikke får konsekvenser for ansættelsen.
Auditøren fik nys om sagen i december 2013, efter at en række myndigheder og medier modtog et anonymt brev fra en person, der anførte at være tidligere værnepligtig ved Gardehusarregimentets Hesteeskadron.
Pågældende fortalte i sit brev om 27 punkter under overskriften "umenneskelige og ulovlige aktiviteter". De nævnte episoder skulle havde fundet sted på det værnepligtshold, der startede primo februar 2012.
Alle 27 tilfælde er undersøgt, men der er altså kun rejst sigtelse i en enkelt sag.