Serbisk spor i bombesag var en blindgyde

Politiet har undersøgt et fingeraftryk fra Serbien. Men det er ikke bombemanden fra Hotel Jørgensen i København.

Det gav falske forhåbninger, da politiet tirsdag formiddag fik tilsendt et fingeraftryk fra Serbien.

En nøje undersøgelse viser, at der ikke er tale om et fingeraftryk af bombemanden fra Hotel Jørgensen. Han er dermed fortsat ikke identificeret.

– Københavns Politi har nøje undersøgt det fremsendte fingeraftryk og må på den baggrund konstatere, at der ikke er tale om den samme person, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Henvendelsen om, at den anholdte skulle være identisk med et fingeraftryk fra Beograd i Serbien kom via det internationale politisamarbejde.

Det danske politi og det europæiske Europol, der holder til i Haag i Holland, udsendte tirsdag i fællesskab videooptagelser fra Hotel Jørgensen og fotos af bombemanden sammen med en international appel til offentligheden om hjælp til at identificere ham.

Samtidig er mandens dna-profil udsendt internationalt i håb om, at den svarer til en profil i et register hos politiet et eller andet sted i verden.