
Rikke
Båden er allerede købt, og det var en flok glade sejlere og trænere, som i samlet flok sagde tak, da Jørgen Henriksen kiggede forbi på en solbeskinnet træningsaften.
Rødvig: Sejlklubben Rødvig Stevns har haft besøg af formand Jørgen Henriksen fra Østsjællands Andelsvaskeris Fond. Med sig havde formanden fondsmidler til brug for køb af en ny følgebåd til klubben.
En følgebåd gør det trygt at færdes på vandet under øvelsessejladser, og båden – som allerede er købt – bliver til stor glæde for trænere og sejlere i ungdomsafdelingen.
Ud over pengene fra den lokale fond, har sejlklubben også modtaget en donation fra Nordea Fonden, som ligeledes er anvendt til køb af den nye følgebåd.
– Der skal lyde en stor tak til begge fonde, der har gjort det muligt, at vi nu kan give ungdomssejlerne en bedre og ikke mindst en mere sikker træning, når de er på vandet, lyder det fra Rolf Larsen, der er formand for Sejlklubben Rødvig Stevns.
Besøget faldt sammen med jollesejlernes start på sejlsæsonen, og 14 sejlere var på vandet i høj sol og en let brise ud for Rødvig.
rmh