Se filmen først – og mød skuespillerne

Foto: Per Witt

Det føles måske af nogle som at træde direkte ind i filmen, når de tre unge filmstjerner Albert Rudbeck Lindhardt, Flora Ofelia Hofmann Lindahl og Arien Takiar besøger biografen på Fabriksvej for at skrive autografer før fantasy-familiefilmen "Landet af Glas" vises ved forpremieren.

Flora Ofelia Hofmann Lindahl behøver ikke rejse så langt for at møde sit publikum. Hun bor i Bisserup og går i det daglige i skole i Næstved, når filmkarrieren ikke kalder. For tre år siden i 2015 vandt hun MGP sangkonkurrencen for børn, så hun er vant til at blive eksponeret. Nu debuterer hun som skuespiller i rollen som Neia, der bor inde i skoven og ikke kan vende tilbage til civilisationen.

Ved forpremieren 11. juli er der autografskrivning kl. 13.30, introduktion til filmen kl. 14 hvorefter filmen vises. Der kan købes billet til arrangementet og filmen nu via nfbio.dk.