Der er altid noget at lave på Værløse Bymidte – også selvom man hverken skal købe ind til aftensmaden eller trænger til at shoppe. Bymidten er nemlig blevet rigtig god til at sørge for underholdning og sætte gang i både store og små – og fornylig var der en aktivitet, der især tiltrak de med en sød tand. Der var nemlig kagdedag.
"Der var en fantastisk opbakning til kagedagen, og hold nu op, hvor var der mange flotte kager, som vores kunder havde bagt", fortæller Annette Schou, der er centerkonsulent på Værløse Bymidte, til Furesø Avis.
Kagedagen var ellers ramt af afbud fra morgenstunden. Marianne Bjerring, energibundtet fra det populære tv-program 'Den store Bagedyst', der skulle have været dagens dommer, blev nemlig syg. Men skuffelsen blev hurtigt vendt til jubel, for bagedyst-deltageren formåede nemlig at få ingen ringere end vinderen af 'Den store bagedyst' 2018, Emil Obel, til at tage over for sig.
"Emil Obel gjorde en kæmpe indsats som kagedommer, og vi var vist mange, som var starstrucked", fortæller Annette Schou med et bredt smil.
Det blev Tina Bowen, der blev vinder af Værløse Bymidtes kagedyst skarpt forfulgt af Irina Nomis og Nadja Kaas.