Schweiz nedlægger igen danske curlingmænd

Trods en god slutspurt lykkedes det ikke for det danske herrelandshold i curling at åbne vinter-OL i Vancouver med en sejr over Schweiz. Schweizerne vandt 6-5.

Danmarks Lars Vilandt i aktion mod Schweiz i den olympiske curling turnering.
Danmarks Lars Vilandt i aktion mod Schweiz i den olympiske curling turnering.

Helt som ventet fik det danske herrelandshold i curling en svær start på vinter-OL i Vancouver. I holdets første kamp blev det til et nederlag til de evige overmænd fra Schweiz på 5-6.

Skipper Ulrik Schmidt og co. holdt egentlig stand ganske længe. Først i fjerde ende lykkedes det schweizerne at komme foran 1-0. I femte ende blev det 2-0, Danmark reducerede til 2-1, inden Markus Eggler og resten af det schweiziske mandskab afgjorde kampen i syvende ende, som blev vundet hele 4-0.

Danmark kom ellers stærkt tilbage og fik reduceret til 5-6 i løbet af de sidste tre ender, men det var ikke nok til sejren.

Det er tredje slutrunde i træk, at schweizerne har nedlagt det danske hold.

Under VM i 2009 – hvor Danmark med en syvendeplads sikrede sig OL-deltagelsen – tabte Danmark 6-9. Og under EM i december blev det til et nederlag på 3-7 til schweizerne, der siden blev nummer to i turneringen.

Det danske nederlag er dog ikke ensbetydende med, at Danmark er ude af OL. I curling spiller de 10 deltagende nationer alle mod alle i en indledende pulje, hvorefter de fire bedste går videre til semifinalerne.