Scala i endnu bedre form

Foto: David Bischoff

Næstved // Snart er 400 ekstra kvadratmetre moderne faciliteter klar til invielse i motionscentret Scala i Jernbanegade. I skrivende stund er de allerede så småt taget i brug af de første, men indvielsen sker dog først midt i september, hvor de fleste motionisters ferier er et overstået kapitel.

Den store udvidelse betyder forbedrede vilkår for de mange medlemmer, og den sker mindre end et år efter at centerejer Jens Eriksen overtog Scala efter Søren Hansen.

– pladsen var simpelthen blevet for trang, så for godt to måneder siden satte vi håndværkerne i gang med at gøre et ekstra par træningssale klar. Investeringen, som har kostet over en halv million, betyder, at vi allerede nu har åbnet for flere hold og har et større udbud af træningsmuligheder. Det er derfor også slut med ventelister på de populære tidspunkter, understreger Jens Eriksen.

Den stadig stigende interesse for CrossFit betyder, at de får optimale træningsbetingelser i de nye sale, og samarbejdet med landets bedste Muay Tai boksere betyder også forbedrede vilkår i de nye, rå lokaler, der er indrettet i bedste, minimalistiske stil.

Lokalerne kommer ligeledes til at rumme Yoga, Pole Dance og Les Mills holdtræning.

Den 15. september kl. 14.30 vil Næstved´s borgmester, Carsten Rasmussen, officielt klippe det røde bånd og sammen med Jens Eriksen byde velkommen til den nye del af Scala. På dagen vil der være inspiration og opvisning af Scala CrossFit, Kettlebell og Næstved Muay Thai.