Savner personlig betjening

I gamle dage ringede man til rådhuset, hvis man havde noget på hjerte, som kommunen kunne klare. Det fungerede fint. Nu siges det at være meget lettere at komme i forbindelse med kommunen. Min erfaring er lidt anderledes. Når man ringer til rådhuset, er der en venlig stemme, der siger, at man kan henvende sig digitalt, og derefter får man 4 muligheder. Når man så har trykket det relevante nummer, får man igen 4 muligheder. Igen lytter man og trykker et tal (der mangler den 5. mulighed, nemlig personlig betjening). Man venter pænt, man kan jo høre telefonen ringe, hvorefter en stemme siger: "Voicemail". Forhåbningsfuldt siger man navn, adresse og telefonnummer og kort, hvad sagen drejer sig om, og at man gerne vil ringes op. Og så sker der ikke mere. Jeg har faktisk prøvet mange gange. Hvad gør man? Jeg er næppe det eneste gamle mennesker, der

savner de gode, gamle dage, hvor man kunne få fat i et menneske, når man ringede op.