SAS-folk er glade for deres nye chef

Stewardesser, stewarder og piloter er glade for valget af nye topchef i SAS. Afløseren, Rickard Gustafson, kommer fra finansverdenen. Det kan være en fordel.

De faglige organisationer i SAS har ventet spændt på, hvilken topchef de får på den anden side af forhandlingsbordet fremover.

Torsdag blev den nye topchef, svenskeren Rickard Gustafson, så præsenteret, og reaktionerne fra fagforeninger er umiddelbart positive.

– Vi tror, vi har fået en mand på posten, som har masser af gå-på-mod og som kan tegne virksomheden på positiv vis, siger formanden for kabinepersonalet i SAS, Jakob Esposito.

CAU-formanden har fuld tillid til, at SAS' bestyrelse har valgt den rigtige mand til at bestride jobbet.

– Der er tale om en ung chef, som har været rundt i verden og som ved, hvad det vil sige at færdes i erhvervslivet. Han har masser af positive budskaber, siger Jakob Esposito.

Han synes, det er positivt, at bestyrelsen har fundet en afløser, som med sine "kun" 46 år har en lang fremtid foran sig i erhvervslivet.

Siden Mats Jansson bekendtgjorde sin afgang, har der været spekulationer om hvorvidt hans afløser blev en med erfaring fra luftfarten, eller om der blev hentet en ind fra en anden branche.

Rickard Gustafson kommer fra forsikrings- og finansverdenen. Men det behøver bestemt ikke at være en ulempe, mener SAS' danske pilotformand, Mogens Holgaard.

– Vi skal ikke tages ud af vores historie, men det er vores håb, at han vil kigge på det hele med friske øjne. Og ser potentialet i det selskab, han overtager. Ser mulighederne og kan udnytte dem og ikke er belastet af brændte fingre fra tidligere, siger han til Ritzaus finanstjeneste RB Børsen.

Ifølge Mogens Holgaard er Mats Janssons afgang enden på en epoke. SAS har kæmpet for at overleve, siden tidligere topchef Jørgen Lindegaard kom til i 2001. Kampen fortsatte med Mats Jansson ved roret. Men nu er en række spareplaner ført ud i livet.

– Derfor er det naturligt at få nye øjne til at se på og drive selskabet, siger pilotformanden.