ØLSTYKKE: Sankt Hans aften, mandag 23. juni, klokken 19-19.45 er det midsommer i Udlejre kirke med musik, sang og et par ord med på vejen. Karsten Kristensen og Simone Fought spiller svenske melodier på saxofon og orgel.Pauline Kehlet synger "Stille hjerte sol går ned" og Kirsten Diemer er præst.
Karsten Kristensen begynder og slutter med orgelmusik.
Sankt Hans fejres også i byparken.
Pladsen åbnes klokken 18.00.
I år vil der være mulighed for at købe både pølser, hapsdogs, pomfritter og popcorn. I baren kan købes fadøl, vin eller sodavand. Desuden er der mulighed for at nyde en kop kaffe med kage.
Cafeteltet er desværre ikke tilgængeligt i år. Men det skal bestemt ikke afholde nogen fra selv at medbringe f.eks. tæpper, have- eller campingstole. Alt efter eget ønske.
Elvis havde come back i Las Vegas i 1969. Om de havde Sankt Hans bål ved den lejlighed, er yderst tvivlsomt. Men i Byparken er der både Sankt Hans bål og come back af Elvis. Og Elvis tager sig tid til denne aften at levere to gange tyve minutters underholdning.
Og ikke andre end Pyrus, der som bekendt også går under dæknavnet Jan Linnebjerg er mand for årets Skt. Hans tale, hvorefter selve bålet, der som sædvanligt er placeret midt på søen, tændes kl. 21.15.
Egedal Køre- og Rideforening vil igen tilbyde rundture i parken i hestevogn.
Ølstykke Fodboldklubs dame/pige afdeling og Ølstykke Sommerteaters Støtter der står for arrangementet, bakket op af Egedal Redningsberedsskab, håber at mange borgere fra både Ølstykke, Egedal og omegn vil komme og tilbringe Sankt Hans Aften i Byparken.