Sandfestival med lokal arbejdskraft

Foto: Jens Patrick Thiede

ENTREPRISE I disse dage samles og presses sandet til den kommende og årligt tilbagevendende sandskulpturfestival på Hundested Havn.

Modsat de tidligere år er det i år et lokalt entreprenørfirma fra Hundested, F.A. Entreprise Aps, der står for arbejdet med at pakke det specielle sand i kasser, så det står klar til kunstnerne 5. maj.

"De sidste sæsoner har vi haft folk udefra til at gøre arbejdet. Men i år tænkte vi, hvorfor ikke bruge nogle lokale?"

"Så vi valgte at satse på arbejdskraft fra området," fortæller medarrangør Christian Warrer til avisen.

Han giver selv en hånd med, når holdet fra F.A. Entreprise i disse dage går og bakser sand og de kasser på plads, der skal hærde sandet, så det er hårdt og klar til kunstnernes udformninger.

Selve festivallen åbnes 16. maj 2014, og som en nyhed bliver der også en indendørs udstilling i Molichs gamle bådhal lige ved udstillingspladsen.