Saltdepoter helt i bund – kun større veje saltes

Indtil depotet fyldes op med 180 tons i slutningen af ugen forventer Fredensborg Kommune kun at salte de større veje. Hvis alle veje skal saltes, bruges der mindst 44 tons i døgnet.
Indtil depotet fyldes op med 180 tons i slutningen af ugen forventer Fredensborg Kommune kun at salte de større veje. Hvis alle veje skal saltes, bruges der mindst 44 tons i døgnet.

Fredensborg: I Fredensborg Kommune var lageret af salt mandag eftermiddag på 15 tons, og det rækker kun til at salte de større veje.

– Vi forventer at få 70 tons tirsdag morgen, men det skal række indtil på torsdag eller fredag, hvor vi håber at der ankommer 7000 tons til Grenå. Derfor salter vi kun de større veje, men alle veje vil blive ryddet med sneplove og gruset, så man kan køre på dem med vinterdæk, siger Park- og Vejschef Stig Bøgh i Fredensborg Kommune.

Han har været med til at planlægge vinterrydning af vejene i 20 år og fortæller, at man tidligere kørte grus på de mindre veje i den gamle Karlebo Kommune.

– Ulempen var, at vi brugte store summer på at suge sandet op af vores kloaknet. Det sparer vi med vejsalt, men det er til gengæld hårdere ved vejtræerne, siger Stig Bøgh.