Sagen er slut

AFGØRELSE "Jeg er glad for at få sat punktum for sagen," siger Morten Skovgaard, (K) der sammen med bestyrelses- og byrådskollegaen Lis Olsen (V) var med til at sætte offentligt fokus på problemerne omkring Willumsens Museum.

Lis Olsen og Morten Skovgaard ville træde ud af bestyrelsen for museet i protest mod, at formanden for bestyrelsen, Knud B. Christoffersen, ikke orienterede sin bestyrelse ordentlig.

Den kritik har Kammeradvokatens rapport givet de to bestyrelsesmedlemmer ret i. Til gengæld gav Frederikssund Byråd ikke lov til, at de to kunne træde ud af bestyrelsen. Modsat tilfældet med borgmester Knud B. Christoffersen, der fik lov til at nedlægge sit formandshverv og forlade bestyrelsen.

Morten Skovgaard er også tilfreds med, at Kammeradvokatens rapport konstaterer, at museumsdirektør Leila Krogh er ansvarlig for et underskud på over to millioner – og ikke kun for de 770.000 som museumsdirektøren hele tiden har erkendt. Jokeren i det spil er arven på en million kroner fra en af Willumsens efterkommere. Hvis arven ikke var kommet, og hvis ikke museumsdirektør Leila Krogh egenhændigt og med bestyrelsesformandens passive velsignelse havde brugt den, så var underskuddet blevet væsentligt større.

"Jeg er tilfreds med, at ansvaret er placeret og luften er renset. Nu skal vi se fremad og jeg er sikker på, at den nye museumsdirektør kan fortsætte den gode udvikling, museet er inde i med succesen fra udstillingen i Paris. Willumsens Museum er et fyrtårn – ikke bare i Frederikssund, men i hele Nordsjælland," siger Morten Skovgaard.