Fodbold: Sæsonen slutter rimeligt godt for førsteholdet i Solrød FC.
SFC har således klaret frisag for nedrykning i serie 1, efter at holdet en midtugedag sikrede sig 1-1 (0-0) i Herfølge.
Efter to nederlag og en sløj indsats i begyndelsen af oktober var panderynkerne og nervøsiteten ved at blive stor i SFC, selv om der er enighed om, at det er et godt hold.
For Solrød kastede den uafgjorte kamp endnu en sæson i serie 1 af sig. Da B73 Slagelse og Avedøre, som de eneste med mulighed for at overhale Solrød i sidste runde, møder hinanden, ville kun det ene af holdene kunne gøre det, og dermed slutter Solrød akkurat på en friplads.
– Vi er meget tilfredse med resultatet. Vi har et hold, der styrkemæssigt er til serie 1. Resultaterne er bare ikke blevet helt som ventet, men nu er vi sikret. Det var en meget vigtig scoring, Daniel Wagner sørgede for seks minutter før tid, siger Solrøds træner Thomas Bauer.
Sammenlagt blev det en tæt og god kamp, hvor begge mandskaber tydeligvis ville være tilfredse med uafgjort.
Efter et rødt kort spillede Herfølge med en spiller i undertal den sidste halve time.
Solrød havde fået ekstraordinær hjælp til kampen af Andreas Dittler, der er flyttet til England, men var hjemme på ferie. Som Solrøds bedste fremhæves dog Stefan Paulsen for at skabe ro på midtbanen samt Yosef Ghani.