
SF's formand, Pia Olsen Dyhr, stillede i sidste uge krav om minimumsnormeringer i daginstitutionerne.
Men Socialdemokratiet vil mandag hverken sige ja eller nej til at følge SF's krav.
Ifølge Peter Hummelgaard, der er fungerende politisk ordfører, ønsker partiet – ligesom SF – bedre normeringer, men vil kigge på andre løsninger.
– Jeg tror, vi alle er enige om, at vi bare gerne vil sikre, at der er et ordentligt niveau, og at der er en ordentlig omsorg til de børn, vi sender i daginstitutioner.
– For os er minimumsnormeringer et værktøj. Målet er bedre normeringer. Målet er, at vores børn oplever en ordentlig omsorg fra dygtige pædagoger i vuggestuer, børnehaver og andre steder.
Minimumsnormeringer – et loft over antallet af børn per voksen i landets daginstitutioner – har længe været et ønske hos partier som SF og Enhedslisten.
Også pædagogernes fagforening, Bupl, har talt for minimumsnormeringer. Ifølge foreningen skal der som minimum være én fuldtidsansat pædagog til tre børn i vuggestuen og mindst én fuldtidsansat pædagog til seks børn i børnehaven.
Mandag præsenterede Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, partiets første valgudspil. Det handler om, hvad partiet vil på velfærdsområdet.
Heri fremgår det, at Socialdemokratiet ønsker, at der skal flere pædagoger i daginstitutionerne.
Men i stedet for at indføre et krav om minimumsnormeringer ønsker partiet "sociale normeringer", som betyder, at der tilføres ekstra pædagoger til de daginstitutioner, der har mange udsatte børn.
– Hvis man kan se, at der er boligområder, som er særligt hårdt belastet – eller boligområder, hvor der er en højere grad af børn, som kommer fra hjem med særlige problemer – synes vi, at der skal være mulighed for, at man kan prioritere ekstra i de områder.
– Jeg tror selv mere på idéen om sociale normeringer frem for et rigidt minimumsnormeringsloft. Når det er sagt, så er vi selvfølgelig villige til at diskutere det, siger Peter Hummelgaard.
Han tilføjer, at partiet samtidig ønsker, at kommunerne får flere penge, således at de har råd til at prioritere børneområdet højere.
Hvor mange institutioner, som kan få gavn af Socialdemokratiets plan om "sociale normeringer", fremgår dog ikke af planen.