
En ny regering med Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister vil tilbyde rentefrie lån til landets virksomheder, når de investerer i forskning og udvikling, skriver Dagbladet Børsen.
Lånene skal fungere som en håndsrækning til især nyetablerede virksomheder, som ofte i deres første leveår kører med underskud.
Idéen med de nye lån er en del af Socialdemokraterne og SF's udspil til en vækstreform og samtidig en del af de to partiers bud på en økonomisk plan for Danmark frem mod 2020.
Avisen skriver, at modellen med såkaldte skattekreditter betyder, at en nystartet virksomhed, der vil investere i forskning og udvikling for eksempelvis otte millioner kroner får adgang til et rentefrit lån på to millioner kroner.
Med den nuværende selskabsskattesats på 25 procent svarer det til den skattemæssige værdi af investeringen, skriver Børsen.
Ifølge planen skal lånet betales tilbage, når virksomheden begynder at tjene penge.
– Målet er at fremme lysten til at kunne investere i forskning og udvikling og derigennem fremme iværksætteri og skabe nye arbejdspladser. Det vil jo også på sigt give større indtægter til staten, siger Ole Sohn, gruppeformand for SF.