S-SF freder efterlønnen og dagpengene

Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal holder døren åben for, hvordan de vil betale milliardregningen for krisen. Men efterlønnen er fredet.

Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt og SFs formand Villy Søvndal holder pressebriefing på Christiansborg onsdag den 24. februar, hvor de kommenterer regeringsgrundlag og konvergensprogram.
Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt og SFs formand Villy Søvndal holder pressebriefing på Christiansborg onsdag den 24. februar, hvor de kommenterer regeringsgrundlag og konvergensprogram.

"Historisk dag" og "ét af danmarkshistoriens største vælgerbedrag".

Det skorter ikke på tillægsordene, når Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, og SF's formand, Villy Søvndal, beskriver VK-regeringens nye arbejdsprogram samt regningen for krisen. En regning som betyder, at den offentlige sektor får 13,5 milliarder kroner mindre over de næste tre år.

– Dagen i dag er historisk på mange måder, da det er dagen, hvor vi ser det store kollaps for regeringens økonomisk politik. Det er i dag, det tydeligt bliver vist, at det var rigtigt, når vi sagde, at det er umuligt at give ufinansierede skattelettelser og samtidig love bedre velfærd, siger Helle Thorning-Schmidt på et fælles pressemøde med Villy Søvndal.

Ifølge de to partiformænd skyldes milliardregningen en forfejlet krisepolitik kombineret med skattelettelserne. Selv om de to kritiserer regeringen for ikke at komme med svaret på, hvor milliarderne skal komme fra, så afviser de selv at løfte sløret for, hvor de vil finde pengene. Det samlede svar kommer først senere.

Men de to partiformænd nævner dog blandt andet en mere ekspansiv finanspolitik, som skal skaffe flere i arbejde og dermed mindske udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse – ligesom de ikke på forhånd udelukker højere skatter og afgifter. Til gengæld stopper de enhver snak om forringelser af efterlønnen og dagpengene. Og ikke blot fordi, at det ikke hjælper i den nuværende situation, siger Villy Søvndal:

– Jeg har aldrig forstået, hvorfor dem af os, som har været mest heldige – og haft de gode indkomster, pensioner og måske mest nænsomme job – skulle kunne beslutte at gå væk fra arbejdsmarkedet, når det skal være, mens dem, som været længst på arbejdsmarkedet – har haft de mest slidsomme job og de ringeste pensionsordninger – er dem, som samfundet ikke har råd til, gør det.