S: 3F får vigtig rolle i valgkampen

Socialdemokraterne glæder sig over, at fagforeningen 3F vil deltage aktivt i den kommende valgkamp. 3F er en vigtig medspiller, vurderer Henrik Sass Larsen.

Fagbevægelsens sværvægter, 3F, vil gå ind i den kommende valgkamp med fuld kraft, og det kan få betydning for udfaldet, vurderer Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen.

– Det er kolossal vigtigt, at den største græsrodsbevægelse, der overhovedet findes i landet, går markant ind og siger, nu er tiden inde til et kursskifte i Danmark. Den opbakning og den støtte er utrolig værdifuld, og vi er stolte af, at vi har 3F's opbakning, siger Henrik Sass Larsen til Ritzau.

Formanden for 3F, Poul Erik Skov Christensen, lovede lørdag i en tale ved fagforeningens kongres i Aalborg, at 3F vil kæmpe mod den siddende regering i den kommende valgkamp.

Skov Christensen beskylder regeringen og Dansk Folkeparti for at undergrave fagbevægelsens gode vilje og virke med en række lovændringer.

Henrik Sass Larsen kalder det en "markant" tale.

– Men Skov Christensen har jo helt ret i, at hvis der ikke kommer et kursskifte i dansk politik, så vil det gå hårdt ud over alle dem, som han repræsenterer, siger Henrik Sass Larsen.