
Golfspilleren Tiger Woods fik en skidt start på 2015 på første runde af PGA-turneringen Waste Management Phoenix Open torsdag.
Halvvejs på første runde var amerikaneren fire slag over par, men han fik rettet lidt op på misèren i sidste halvdel, så han sluttede i to slag over par som en delt nummer 104. Dermed er Tiger Woods i overhængende fare for at misse cuttet i sæsondebuten.
Woods er ni slag dårligere end sin landsmand Ryan Palmer, som gik runden i 64 slag, syv under par.
Ryan Palmer er alene i front af turneringen i Phoenix-forstaden Scottsdale, men han bliver tæt forfulgt af en trio af landsmænd – Keegan Bradley, Bubba Watson og Daniel Berger.
Ingen danskere er med i turneringen i Arizona.