Rusten Andy Murray: Jeg skal nok blive bedre

Trods skuffende resultater er Andy Murray overbevist om, at han er på vej tilbage til toppen.

TENNIS-ATP-2021-AUT. Andy Murray røg senest ud i anden runde af Vienna Open mod den 18-årige spanske teenager Carlos Alcarez. Joe Klamar/Ritzau Scanpix
TENNIS-ATP-2021-AUT. Andy Murray røg senest ud i anden runde af Vienna Open mod den 18-årige spanske teenager Carlos Alcarez. Joe Klamar/Ritzau Scanpix

Den tidligere verdensetter Andy Murray har haft en hård medfart de seneste år.

Utallige skader og to hofteoperationer i 2018 og 2019 har betydet, at skotten har haft svært ved at finde tilbage til topniveauet.

Senest røg Murray onsdag ud i anden runde af Vienna Open, og før det blev han slået ud i anden runde i Antwerp, tredje runde i Indian Wells og anden runde i San Diego Open.

Trods utilfredsstillende resultater er den tidligere dobbelte Wimbledon-vinder overbevist om, at comebacket er lige rundt om hjørnet.

– Jeg bliver ikke ved med at tabe i anden eller tredje runde i turneringer, siger Murray ifølge Reuters.

– Jeg skal nok blive bedre, og jeg kommer til at bryde igennem om en uge, to uger eller måske nogle måneder. Det skal nok ske, men jeg ser selvfølgelig gerne, at det sker hurtigere, end det gør nu.

Før Vienna Open lykkedes det Andy Murray at slå sin første top 10-konkurrent i 14 måneder i mødet med den polske tennisspiller Hubert Hurkacz.

– Hvis jeg fortsætter ad den vej og opbygger lidt momentum, skal jeg nok komme til at vinde mere og nå langt i turneringer, siger Murray.

Andy Murray ligger nummer 156 på ATP's rangliste og har ikke vundet en titel siden 2019 i Antwerp.

Tennisspilleren har gennem karrieren vundet tre grand slam-turneringer.

/ritzau/