I den forgangne sæson vandt Rungsted Seier Capital pokalturneringen, og i tirsdagens udebaneopgør mod Herlev Eagles fik holdet den optimale optakt til den kommende weekends knald-eller-fald-kampe i pokalturneringens Final 4-format, hvor sidste sæsons succes skal forsøges at blive gentaget.
Således viste Rungsted-offensiven tænder fra første fløjt, og selvom det var en forholdsvis lige kamp, førte gæsterne fra Rungsted fortjent 0-3 efter kampens første to perioder.
"Vi skal have pucken meget mod Herlev, og jeg synes, vi havde fin kontrol i de to første perioder," fortæller Nikolai Gade, der selv kom på tavlen i anden periode efter en fin aktion.
Alligevel pustede Herlev liv i spændingen med en hurtig reducering til 1-3. Glæden var dog kortvarig, da Rungsted-mandskabet udnyttede, at hjemmeholdet var løbet tør for energi, til at udbygge føringen til det endelige resultat 1-6 i slutminutterne.
Nu venter sæsonens foreløbige højdepunkt, når Rungsted møder Odense Bulldogs fredag eftermiddag i pokalturneringens semifinale, som bliver afviklet i Herning i Jyske Bank Boxen. Med en sejr i dette opgør skal de også spille pokalfinale om lørdagen mod enten Herning Blue Fox eller Aalborg Pirates.
Herlev Eagles 1 Rungsted Seier Capital 6 (0-1, 0-2, 1-3)
0-1: #90 Mattias Person (#28 J. Hansen, #13 M. Green)
0-2: #48 Mike Vernace (#13 M. Green, #90 M. Persson)
0-3: #19 Nikolai Gade (#24 B. Nash, #17 G. Green)
1-4: #21 William Boysen (#88 R. Bergman, #40 M. Olsson)
1-5: #12 Christoffer Lindhøj (#40 M. Olsson, #95 M. Nielsen)
1-6: #28 Jake Hansen (#24 B. Nash, #7 M. Røndbjerg)