Rumleriller ødelægger veje

Rumleriller breder sig på de danske veje. På seks år har staten anlagt ca. 400 kilometer rumleriller, og der er planer om endnu flere.

Det fortæller DR Sjælland.

De særlige riller skal øge trafiksikkerheden. De er anlagt på midten og nogle gange i siderne af vejbanen, sådan at bilister bliver ramt af rystelser i bilen, før de kommer på afveje.

– Hvis vi taler om mødeuheld, hvor to biler støder frontalt sammen, kan man få en reduktion på 25 procent i antallet af dræbte og kvæstede, siger Johan Sondrup Poulsen, plan- og sikkerhedschef i Vejdirektoratet.

Flere rumleriller på vej

Statistikken bygger på udenlandske erfaringer, da rumleriller kun har få år på bagen i Danmark. Vejmyndighederne tror dog så meget på idéen, at de nu er i gang med at gennemgå, hvor i landet man kan anlægge endnu flere rumleriller.

– Det koster kun i omegnen af 20-30.000 kroner pr. kilometer i anlægsudgifter, så det er et ret billigt tiltag, tilføjer Johan Sondrup Poulsen, der gerne ser, at der også kommer riller i de kommunale veje.

Vejen tager skade

I kommunerne er der dog skepsis over for idéen.

Driftschef i Næstved Kommune, Morten Toft Hansen, har konstateret, at flere statslige veje ved Næstved har fået rumleriller, og det har ikke været nogen entydig succes, mener han.

– Når man fræser rillerne ned, kan man skade belægningen. Så det er ikke noget, vi har planer om at lave, siger han til DR Sjælland.

Heller ikke i nabokommunen er der begejstring for rumleriller.

– Det kan reducere asfaltens levetid med 4-5 år, vurderer Steen Larsen fra Slagelse Kommunes Vej- og Parkafdeling.

I Vejdirektoratet vil man ikke afvise, at rumlerillerne kan skade asfalten. Man skal derfor sikre sig, at vejen er i en kvalitet, der tillader nedfræsning af riller, påpeger Johan Sondrup Poulsen.