Rudeknusende røvere tog indhold af boks

Mens bankpersonalet skulle tælle indholdet af døgnboksen op, slog to røvere til. En ansat blev ramt på armen af en sten.

Selv om bankpersonalet havde sat sig ud i baglokalet og trukket gardinerne for, så lykkedes det for to maskerede røvere at smadre sig vej ind i banken, netop da pengene lå på bordet.

Endnu inden Amagerbankens afdeling i Dragør havde åbnet for kunderne, blev den mandag morgen ramt af røveri.

Døgnboksen var netop blevet tømt, og personalet havde sat sig ud bagved for at tælle indeholdet op efter weekenden.

Ifølge Københavns Politi smed de to røvere en brosten ind gennem ruden. Den ramte først en lampe og bagefter armen på en ansat. Da de ansatte flygtede ud af lokalet, kravlede røverne ind og hældte pengene ned i en sort taske.

De såkaldte rudeknusningsrøverier er blevet en populær fremgangsmåde for pengetrængende gerningsmænd, der på grund af alarmer og tidsforsinkede kasser har fået sværere og sværere ved at få penge ud af bankerne.

Ifølge politiet ved man ikke, hvor mange penge, røverne fik med sig, da indholdet af boksen endnu ikke var talt op. De to røvere forsvandt til fods efter at være kravlet ud af vinduet igen.